Fysisk aktivitet

Træning under indlæggelse

Træning af patienter med myelomatose bør planlægges og aftales i samarbejde med læge og fysioterapeut. Træningens intensitet er afhængig af patientens sygdomsaktivitet, påvirkningen af bevægeapparatet og almentilstanden.

At mobilisere og medvirke ved fysisk aktivitet/træning er i høj grad en vigtig sygeplejehandling.

Hvis patienten har smerter, er det vigtigt at give smertestillende før hver træningssituation, så mobilisation og træning ikke forbindes med smerte og noget negativt.

Ganske lidt fysisk aktivitet/træning kan gøre en stor forskel. Det er afgørende for, at muskel- og vævstabet begrænses, og det optimerer genoptræningsforløbet efter endt behandling.

Herunder anføres gode råd:

• Hvis muligt, skal patienten mobiliseres/stå på gulvet flere gange om dagen
• Patienten skal sidde i en stol, ikke kun ligge i sengen
• Patienten skal gå så meget som muligt, også selvom det kun kan blive til få skridt nogle dage
• Instruer patienten i at bevæge sig så meget som muligt i sengen, vende og dreje sig hyppigt, lave gymnastik i sengen
• Gåture eller rask gang på hospitalsgange kan anbefales, hvis de fysiske forhold og patientens tilstand tillader det
• Små øvelser som f.eks. serier af skiftevis at bøje ned i knæleddet (evt. til hugsiddende stilling) og rette sig op igen en til flere gange dagligt o.a.
• Smertelindring er en forudsætning for god mobilisation/træning

Flere undersøgelser med myelomatosepatienter, der får kemoterapi og samtidig daglig fysisk træning, viser, at patienterne oplever mindre grad af fatigue, har det psykisk bedre og sover bedre om natten end de patienter, der er i kontrolgruppen.

Træning i hverdagen

Fysisk træning er en del af mange menneskers hverdagsliv, som en hobby, af sociale grunde eller på konkurrenceniveau. Det vigtigste for patienter med myelomatose, der planlægger at dyrke sport eller træne, er at tænke på og tage hensyn til deres knoglesystem.

På grund af de oftest svage knogler frarådes alle former for kontaktsport samt adventure-sport, fordi risikoen for uheld og skader er alt for høj.

Knoglesunde idrætsgrene

Idrætsgrene, der er præget af gentagne accelerationer og opbremsninger, virker belastende på skelettet og er samtidig en stimulation af knoglevævet. Det giver dermed den største anabole (opbyggende) effekt på knoglerne.

Således virker tennis, badminton og squash mere anabolt end f. eks cykling og svømning. Man har påvist, at selv ganske få daglige, kraftige belastninger gavner knoglerne og dermed minimerer knoglenedbrydningen.

Det er dog værd at bemærke, at sportsgrene som f.eks. tennis, badminton og squash frarådes ved myelomatose på nogle hæmatologiske afdelinger pga. risikoen for pludselige, voldsomme bevægelser og vrid.

Men alt i alt gælder, at patienten bør bibringes tilstrækkelig information til selv at kunne foretage et valg, idet et aktivt sportsliv er et vigtigt aspekt af livskvalitet for mange.

Aktiviteter og sportsgrene må selvfølgelig også justeres efter patientens alder, evner og temperament. Ofte hænger intensiteten og valg af træningsmetode/idrætsgren sammen med, hvad patienten tidligere har praktiseret før sygdomsdebut.

Ældre patienter der ikke tidligere i deres liv har trænet/ motioneret kan have gavn af de mere lette motionsformer som cykling (evt. motionscykel), svømning, vandgymnastik, yoga og frem for alt daglige gåture.

Generelle råd, som sygeplejersken kan informere patienten om:

• Regelmæssig let motion såsom gåture kan mindske såvel træthed som kvalme/opkastning samt forbedre søvnen.
• Det er bedre at gå længere i lavt tempo end kort i højt tempo.
• Inddrag pårørende og venner, så motionen bliver et fællesskab.
• Vær opmærksom på, hvordan kroppen reagerer på motionen.

Belastning af knoglerne

Det er vigtigt at instruere i korrekt løfte- /arbejdsteknik hos alle patienter med myelomatose, især ved kendt sygdomsinvolvering i en eller flere knogler eller i ryggen.

Det er individuelt afhængig af røntgen af skelet, hvor aktiv myelomatosepatienten må være. Som grundregel må de være fysisk aktive til smertegrænsen.

Det er ikke hensigtsmæssigt med hårdt havearbejde som f.eks. at klippe hæk, køre trillebør med tung last eller reparere bil, hvor man står eller ligger i forvredne stillinger. Ligeledes frarådes at flytte om på møbler i hjemmet eller løfte sit 3-4-årige barnebarn op at sidde på skuldrene.

Dette kan være eksempler på mulige begrænsninger i den fysiske udfoldelse, som det er sygeplejerskens opgave at forberede myelomatosepatienterne på og informere om. Men samtidigt er det vigtigt ikke at pacificere patienterne eller skræmme dem unødigt, så de opgiver aktiviteter i deres liv, der giver livsglæde og livskvalitet.