Undersøgelser ved myelomatose

For at diagnosen myelomatose kan stilles, kræver det som regel, at der udtages en vævsprøve, en knoglemarvsbiopsi, der viser mere end 10% klonale maligne plasma-celler / myelomceller.¹ Denne prøve kan som regel tages i hoftekammen, da sygdommen næsten altid er spredt til hele kroppen, hvorfor den også kaldes ”multiple myeloma” på engelsk. I enkelte sjældne tilfælde opdages sygdommen på et tidspunkt, hvor den endnu ikke har nået at sprede sig, for eksempel i forbindelse med en operation af en brækket knogle. Hvis sygdommen ikke kan påvises andre steder, kaldes det solitært plasmacytom. Det er vigtigt at afgøre, om der er tale om myelomatose eller solitært plasmacytom, da sidstnævnte sygdom kan kureres helt med strålebehandling. Når diagnosen myelomatose først er stillet, skal man finde ud af, om der er tale om asymptomatisk eller symptomatisk myelomatose. Dette gøres ved at undersøge for eventuelle CRAB kriterier. Calcium, anæmi eller andre penier undersøges ved en blodprøve. Nyrefunktioner undersøges dels via en måling af kreatinin og urat i blodet dels via måling af clearence og protein i urinen. Knoglesygdom er tidligere blevet undersøgt ved hjælp af konventionel røntgenundersøgelse af knoglerne. Denne undersøgelse bliver i stigende grad udskiftet med lavdosis CT af skelettet, da man med denne undersøgelse kan opdage begyndende knoglenedbrud på et langt tidligere tidspunkt. MR scanning bruges også i stigende grad ved myelomatose. Denne undersøgelse er især velegnet til at undersøge for, om der er nerveafklemning i rygmarven (figur 1). PET scanning benyttes, hvis man overvejer, om der kan være tale om solitært plasmacytom. Hyperviskositet kan undersøges ved hjælp af viskositetsmåling af blodet. Ved mistanke om amyloidose undersøges som regel det pågældende organ, gerne med en biopsi hvor amyloid aflejringerne kan identificeres.

Hvis der er tale om svært biopterbare organer, som for eksempel hjertet, kan man evt. lave en fedt biopsi fra underhuden, og se om der er amyloid aflejringer der. Hjertet vil så blive indirekte undersøgt med EKG, EKKO og MR scanning. Graden af immunpåvirkning vurderes ud fra målinger af intakte immunglobuliner. For at patienten kan prognosticeres måles der ß2 mikroglobulin, albumin, LDH, og der laves cytogenetiske undersøgelser på knoglemarven. For at man fremadrettet kan følge udviklingen i sygdommen måles der M-komponent i blod og urin, og der måles serum frie lette kæder kappa og lambda.