Understøttende behandling ved myelomatose

Det generelt mest invaliderende symptom ved myelomatose er svære knoglesmerter. Dette opstår efterhånden, som kræften laver større og større huller (osteolyser) i patientens knogler. Der bliver derfor efterhånden mindre og mindre knogle til at bære patientens vægt, hvilket medfører smerter. Til sidst braser knoglen sammen under patientens vægt. Dette sker hyppigst i rygsøjlen eller i de lange rørknogler. Den bedste behandling er naturligvis at slå myelomatosen ihjel så hurtigt som muligt. Desværre forsvinder myelomatosen aldrig helt, hvilket gør, at hovedparten af patienterne fortsat lider af svære knoglesmerter. I virkeligheden er det ikke myelomcellen, der nedbryder knoglen. Den frigiver i stedet substanser, der får osteoklasten (den naturligt knoglenedbrydende celle) til at gå amok og nedbryde alt for meget knogle. Det har vist sig at være en effektiv behandling mod knogletab at stoppe den overaktive osteoklast i tillæg til den specifikke behandling af myelomatose. I Danmark behandles knoglesygdom ved myelomatose ved kemiske substanser (bisfosfonater), der indlejres i knoglen og ligger der i mange måneder. Når osteoklasten begynder at nedbryde knoglen, kommer den derved til at optage store mængder bisfosfonat, hvilket er giftigt for den, hvorfor den går til grunde (figur 1).

Behandling med bisfosfonat gør, at patienterne får mindre smerter, færre knoglebrud og nok også lever længere. En for langvarig og kraftig behandling med bisfosfonat hæmmer ikke kun det sygelige knogletab, der ses ved myelomatose, men også den naturlige knogleomsætning. Dette kan medføre, at knoglen med tiden forvitrer og dør. Dette ses hyppigst i kæben, hvor tænderne er placeret, i form af kæbenekrose. Det er derfor vigtigt, at patienterne har en god tandhygiejne, da bivirkningen hyppigst ses efter tandudtrækninger. Bisfosfonater gives intravenøst. De udskilles gennem nyrerne, hvilket kan være et problem hos myelomatosepatienter, da disse tit også har nyreproblemer. I disse tilfælde benyttes alternativt behandling med antistof.

Når sammenfald først er opstået i rygsøjlen, er disse tit meget smertefulde, og behandling med bisfosfonater gør ikke, at sammenfaldene bliver mindre. En mulighed her kan være at foretage en såkaldt vertebroplastik. Under en vertebroplastik føres en kanyle under røntgengennemlysning ind i den brækkede ryghvirvel. Når den er inde i hvirvlen, indsprøjtes cement i bruddet, hvilket stabiliserer dette og virker umiddelbart smertelindrende. Indgrebet udføres som regel i lokalbedøvelse (figur 2). Det er desværre ikke alle brud, der egner sig lige meget til at få udført vertebroplastik. Et af problemerne er, at man helst skal have kontrol over, hvor cementen ender til sidst. Indgrebet er derfor mest velegnet til knoglebrud, hvor bagkanten af knoglen er mest muligt intakt. En afart af vertebroplastik kaldes kyfoplastik. Under en kyfoplastik oppustes en ballon inde i ryghvirvlen, inden der sprøjtes cement ind i knoglen. Dette gør, at bruddet rettes ud, inden det stabiliseres (figur 3).

Strålebehandling er effektivt til at slå myelomceller ihjel. Desværre sidder myelomatosen oftest spredt rundt i hele kroppen, medmindre der er tale om et solitært myelom, hvilket er meget sjældent. Strålebehandling har derfor ikke nogen fremtrædende plads i behandlingen af myelomatose, da det er begrænset, hvor store dele af kroppen man kan bestråle. Det er dog en vigtig behandling i udvalgte tilfælde, for eksempel ved en truende fraktur af en af de lange rørknogler, eller hvis et stort velafgrænset myelom sidder og trykker på vitale organer.²

A.En ryghvirvelfraktur, der skal repareres.

B.Via nålen injiceres hurtigtørrende knoglecement for at understøtte det omgivende knoglevæv og forhindre yderligere kollaps.

A.Gennem to små incisioner laver lægen et par snævre kanaler ind i den læderede hvirvel og isætter to balloner.

B.Ballonerne bliver forsigtigt pustet op med henblik på, at hvirvlen skal vende tilbage til dens oprindelige position. Bagefter suges luften ud af ballonerne, og de fjernes, efterladende sig et hulrum inde i knoglen.

C.Caviteten fyldes med hurtigtørrende knoglecement, som understøtter det omgivende knoglevæv og forhindrer yderligere kollaps.

D.Når cementen har ”sat sig”, holder det hvirvlen på plads.